Healing bliver brugt ved mange forskellige fysiske og psykiske symptomer, men også til personlig og åndelig udvikling. Energien genskaber din forbindelse til sjælen, giver dig adgang til dit sjælspotentiale og aktiverer din egen evne til selvhealing.

Ordet ”healing” betyder "helende" eller at "hele". Healing bygger på den opfattelse, at der i og omkring kroppen cirkulerer en energi, ofte kaldet livsenergi. Sygdom og lidelser ses som et udtryk for, at der er blokeringer og ubalance i energistrømmen. Ved healing søger healeren at genskabe balancen i kroppens energi ved at tilføre ekstra energi der, hvor der er blokeringer og ubalance. Healeren er forbundet med en udefrakommende energi, som via healeren kanaliseres videre til klienten. Energien går ind og afbalancerer på både det fysiske, psykiske og det spirituelle plan.

Stress, traumer, angst, manglende selvværd og lignende kan skabe en ubalance som på et eller andet tidspunkt manifesterer sig som en sygdom. Ligeledes kan "mekaniske" skader, infektioner og lign., selv efter tilsyneladende heling, efterlade "aftryk" eller ubalancer i kroppen.

Under healingen er klienten fuld påklædt, evt. tildækket med et tæppe. Healingen foregår ved håndspålæggelse, evt. er healerens hænder et stykke over klientens krop.