Spiser du nogen gange uden at være sulten?
Oplever du nogensinde at blive rigtig sulten?
Undgår du helst at blive sulten og spiser på forhånd?
Jeg har været der – så meget!
I mange år bildte jeg mig ind, at jeg havde for lavt blodsukker og derfor blev nødt til at spise ret ofte.
Ja, jeg var decideret bange for at blive sulten, for så fik jeg det dårligt. I flere situationer blev mit blodsukker så lavt, at jeg fik det rigtig dårligt: koldsved, rysten, uklar hjerne og en utrolig mathed i kroppen.
De officielle sundhedsråd fortalte mig jo også, at man skulle spise 3 hovedmåltider og 3 mellemmåltider.
Så den var god nok!
Jeg garderede mig i mod sulten ved altid at have mad med i min taske, når jeg var væk fra hjemmet; en pose mandler/rosiner, et stykke frugt eller gulerødder og en klapsammen rugbrød med ost. Jeg turde simpelthen ikke udsætte mig selv for at få det dårligt på grund af madmangel. Dengang var alle supermarkeder ikke åbent hele tiden og de steder jeg boede, var der ikke lige en døgnkiosk.
Jeg kom også sulten i forkøbet derhjemme ved at spise på forhånd; altså efter klokken og efter hvor lang tid siden, jeg sidst havde spist. Sulten fik aldrig rigtig lov til at folde sig ud. Jeg havde dog ikke vægtproblemer, både i kraft af en ret høj forbrænding og fordi jeg var fysisk aktiv.
På et tidspunkt oplevede jeg noget ret øjenåbnende: Jeg var håbløs forelsket i den forkerte mand; det var både lykkerus og tvivl og skam. Men midt i lykkerusen opdagede jeg at trangen til hyppige måltider og i det hele taget til mad forsvandt. Jeg fik altså alt for lidt mad og stadig til det forholdsvise høje aktivitetsniveau.
Men, men… Blodsukkeret fejlede ingenting. Jeg havde overhovedet ingen udsving i blodsukkeret og klarede mig fint på lidt mad. Var der nogen der sagde: Kærlighed og kildevand 😊
Den oplevelse kom jeg til at tænke på, da jeg hoppede med på moden med 5-2 kuren. Oplevelsen var et bevis for mig på, at jeg godt kan undvære mad i længere perioder og også mindre mad og stadig fungere normalt. Spørgsmålet er om jeg fungerede helt normalt i forelskelsens lykkerus, men det er en anden historie 😊
5-2 kuren går i al sin enkelhed ud på, at spise normalt de fleste af ugens dage undtagen 2 valgfrie dage, hvor du som kvinde kun får 500 kcal. om dagen. Og jeg skal hilse og sige, at det er meget lidt, især når man er sådan et madøre som mig, elsker at lave mad og at spise den. Hvorfor så 5-2? Jo kuren er tænkt som en vægttabskur men også som en kur, der skal give kroppen en pause i alt spiseriet, så den kan få fred til andre vigtige ting, f.eks. reparation. Ideelt set skal man have så lang tid mellem måltiderne som muligt, f.eks. morgenmad og frokost fordelt på de 500 kcal eller kun morgenmad eller kun aftensmad indeholdende de 500 kcal. Som I hurtigt kan regne ud giver de forskellige modeller forskellig fastelængde.
Jeg var stadig præget af min angst for sult, så jeg skulle i al fald have min morgenmad og også aftensmad, så det betød en faste på typisk 12 timer- også laaaang tid uden mad set i mit perspektiv. Hold nu op, det kunne jeg ikke finde ud af, havde flere startvanskeligheder med kvalme, svimmelhed og mildest talt elendighed. Især morgenen efter fastedagen var slem; jeg oplevede nærmest at måtte kravle hen til spisekammeret og til sidst havde jeg mad liggende på natbordet, så jeg kunne tage det, inden jeg stod op! Jeg prøvede at fordele de 500 kcal på 3 måltider, så jeg også fik frokost men det var helt til grin, for så fik jeg endnu mindre til måltiderne. Jeg startede op et par gange og så opgav jeg. Jeg måtte med skuffelse konkludere at faste ikke var noget for mig ☹. Og nu havde jeg ellers lige købt en bog om faste og dens vidunderlige fordele: der tændes for en hel række såkaldte reperationsgener, der har positiv betydning for din aldringsproces. Desuden reguleres bl.a. dit blodsukker, insulinniveau, kortisolniveau og kolesteroltal, så det har en forebyggende effekt i forhold til livsstilssygdomme.
Men inderst inde var der stadig en trang til at udfordre mig selv på det område, så jeg gik i gang igen og lige pludselig fik jeg det til at fungere. Det blev en spændende proces med at opdage at sult ikke er en blivende tilstand, men at den kommer i bølger og at den faktisk nærmest kan forsvinde. Jeg opdagede, hvor meget jeg havde spist af vane, på følelser eller af gammel angst for sulten. Til sidst glædede jeg mig faktisk til mine fastedage; følelsen af tomhed i maven, lethed i kroppen og frigivelse af energi til andre ting. Det med energien var ikke altid så let; jeg skulle være meget opmærksom på at drikke rigelig med vand og te for at undgå udrensningssymptomer som hovedpine, træthed og tågehjerne og generel mathed. Jeg opdagede også at min nattesøvn forandrede sig; den nat jeg sov efter en fastedag, sov jeg tungt som en baby og vågnede frisk og udhvilet. Dog skulle jeg hurtigt gå i gang med morgenmaden uden for meget aktivitet ellers fik jeg kvalme. Jeg fordelte de 500 kcal på ca. 250 kcal til morgenmad og aftensmad. At få frokost gik ikke an af den årsag, at det handler om at have så stort et fastevindue som muligt og jeg opdagede også, at hvis min krop også fik frokost, så kunne den ikke styre sulten indtil aftensmaden.
Det gik rigtigt fint men jeg havde dog hele tiden perioder, hvor jeg gik død i det og måtte holde en pause, før jeg kunne starte op igen og i ferierne fastede jeg ikke. Jeg havde det bedst med at lægge fastedagene i hverdagene, hvor jeg alligevel var optaget af mit arbejde og adgangen til mad ikke var så stor. Men efterhånden blev jeg træt af, at jeg ikke kunne spise, det jeg ville, til mine 2 måltider på de to fastedage.
Så blev jeg introduceret til 16-8 faste, dvs. en faste hvor du ikke kaloriebegrænser, for det det handler om er ikke, hvor meget du spiser, men hvornår du spiser. Du skal altså faste minimum 16 timer og spise din mad inden for 8 timer. Der findes flere varianter, hvor man indskrænker spisevinduet til 4 eller 6 timer. Evt. kan du faste 24 timer. Jeg blev gjort bekendt med, at de sundhedsmæssige fordele først rigtig indtræder, når du faster minimum 16 timer. Og du kan spise hvad og hvor meget du vil i dit spisevindue. Lige vand på min mølle! 😊 Selvfølgelig skal du stadig tænke over hvad du spiser og ikke spise som et ”svin”. Det gik jeg i gang med og det fungerer for mig! Jeg faster nu minimum 16 timer 2 -3 gange om ugen. Jeg er ved at trappe fastelængden op til 20 timer og måske når jeg så langt, at jeg kan prøve at faste 24 timer. FEDT!
Jeg vil sige at fasten har betydet mest for mig psykologisk. Det er en enorm frihed ikke at være afhængig af mad og jeg får frigivet energi og tankevirksomhed til andet end spisning af mad med alt, hvad det indebærer af planlægning, indkøb, tilberedning, osv. Jeg ved, jeg også holder livsstilssygdomme fra døren og har større mulighed for at leve længere. Jeg har i den periode, jeg har fastet fået målt mine ”tal” og de er fine. En herlig bivirkning er også, at jeg kan holde den slanke linje og spare på madbudgettet 😊 Der er masse videnskabeligt belæg for at faste er sundt for os. Børn/unge under 20 år, gravide, ammende og undervægtige skal dog ikke faste!!!
Kan jeg kun give 1 sundhedsråd til andre, er det: FAST!